Nye kontorer

Godt 50 deltagere var mødt op onsdag aften den 18. april til virksomhedsbesøg og åbent hus ved Vamdrup kirke. Med solen skinnende fra en skyfri himmel og temperaturer på den gode side af 20 grader, kunne næstformand for menighedsrådet Aase Bjerregaard Christensen byde velkommen i kirken, hvor hun introducerede til Vamdrup kirke og menighedsrådets arbejde med at skabe gode og smukke rammer omkring både ansatte, frivillige, kirke, kirkegård.

Sognepræst Jens Henrik Kristiansen fortalte om Vamdrup kirke som en helhedsorienteret organisme, hvor menighedsråd, ansatte og frivillige arbejder sammen om at udføre kirkens vision med ”at involvere mennesker i kirkens liv og involvere kirken i mennesker liv”. Vamdrup kirke er kendetegnet ved et højt aktivitetsniveau, som kræver en høj grad af involvering af frivillige. Det er et af de områder som kirken prioriterer meget højt.

Mange af deltagerne benyttede lejligheden til at forcerer de mange trapper til kirkens tårn, hvor de kunne nyde udsigten ud over byen. 

I de nyindrettede mødelokaler i den tidligere præstebolig fortalte formanden for menighedsrådet, Olav Lynggaard, om hele processen bag ombygningen og flytning af præstefamilien til den nye præstebolig bag ved præstegårdshaven. 30 sangere fra Vamdrup kirkes gospelkor holdt en kort pause fra gospelsangen, mens de sammen med alle deltagerne nød et glas koldt vin og var med til at indvi de nye, smukke kontorlokaler. Bagefter kunne deltagerne nyde tonerne fra den smukke gospel sang, der lød ud fra kirkehuset åbne døre denne lun forårsaften.