Klimaet kaldte, og danskerne lyttede

Søndag den 10. marts gik op til 20.000 frivillige på gaderne for at samle ind til de mennesker, som er hårdest ramt af klimaforandringerne. Og mange flere åbnede deres døre og puttede deres sparepenge i raslebøsserne.

I Vamdrup gik indsamlerne på gaden med raslebøsserne for at samle ind til Folkekirkens Nødhjælp, som støtter og hjælper med at skabe gode klimaløsninger i verdens fattige lande. 

På 3 timer indsamlede 39 indsamlere i alt 15.282 kr. i Vamdrup! Af de i alt 39 indsamlere var der i år 26 konfirmander som gik ud med raslebøsserne og samlede ind. 

Indsamlingsleder Kjeld Pedersen er meget begejstret for årets resultat, som er 5.000 kr. højere end indsamlingen sidste år. 

Tak til dig, der brugte et par timer søndag formiddag og samlede ind! Tak til dig, der støttede Folkekirkens Nødhjælps arbejde gennem vore indsamlere. Tak til dig, der organiserede hele indsamlingen, talte pengene op, sørgede for kaffe og rundstykker, varmede suppe eller på anden måde gjorde dagen mulig.
Folkekirkens Nødhjælp er stadig i gang med at tælle sammen, så vi afventer det endelige landsresultatet af årets indsamling.