Fredag aften er ofte familieaften, og det var fredag den 6. nov. også for konfirmanderne i Vamdrup.

De var med hver en forælder i kirken til action painting og kunstworkshop for at arbejde med emnet kærlighed. Hvordan ser kærligheden ud i den enkelte familie?

I Bibelen læser vi om kærligheden, at den er tålmodig og mild. Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Men alle familier kender både til kærlighed og kaos.

Derfor var der i workshoppen et element af kaos med action painting. Familierne startede med at kyle vandballoner fyldt med farver på lærrederne.

Det gav en del svineri i garagen, hvor det foregik, men også smil på læben og nogle utroligt flotte baggrundsfarver at arbejde videre med. Workshoppen blev ledet af pædagog og kunstterapeut Annie Glistrup der inspirerede og guidede konfirmandfamilierne.

Ud over bibelord og vandballoner stillede hun masser af farver, pensler, tuscher, stensil og slagmetal til rådighed, så familierne havde mange valgmuligheder og kunne udtrykke kærligheden i deres familie på deres helt egen måde.

Har du også lyst til at se familiernes malerier om kærlighed, er de udstillet i Vamdrup kirke frem til første søndag i advent.