Indbegrebet af livsglæde

Her medvirker Vamdrup kirkes Gospelkor ved en gudstjeneste i Hjarup kirke

16.08.2017

- Gospel er indbegrebet af livsglæde. Det er ikke muligt at synge og være sur samtidig. Selv en rigtig dårlig dag får en dejlig afslutning - hvis den falder på en øveaften.

Sådan fortæller Gitte Kokholm, der bor i Vamdrup og synger med i Vamdrup kirkes Gospelkor. Og Gitte tilføjer: 'Halleluja' er et ord vi bruger rigtig meget i Vamdrup kirkes Gospelkor, når vi hver onsdag samles 30-40 sangglade mennesker til gospel. I de 6 år jeg har sunget i koret, har jeg knyttet en masse nye venskaber og fået fantastiske oplevelser. Det gælder både i vores eget lille sogn, men også med alle de oplevelser vi har haft udenbys, med koncerter, natkirke, fællessang med Kolding Kommunes øvrige kor, gospelgudstjenester, workshops og gospelhøjskole, som nogen har deltaget i. Efter et helt efterår med øveaftener er der ikke ret meget, der slår oplevelsen af en julekoncert med kor, live band og fuldt hus i kirken. Jeg er helt høj bagefter.

- Gospel er indbegrebet af livsglæde. Det er ikke muligt at synge og være sur samtidig. Selv en rigtig dårlig dag får en dejlig afslutning, hvis den falder på en øveaften, slutter Gitte.

Vamdrup kirkes Gospelkor er en blandet flok, når man ser på koret udefra. Unge, ældre, øvede, uøvede, dem der bare elsker at synge, dem der har ambitioner om at synge solo, kvinder og mænd fra 16-75 år. Men alle er fælles om glæden ved at synge og at få en god korlyd sammen. Det sørger korleder Maren Frost Nielsen for.

Der er også plads til dig i gospelkoret, som øver hver onsdag aften fra kl. 19.00 - 21.00. Første øveaften er 16. august. Kontakt korleder Maren Frost Nielsen, tlf. 2828 6226, hvis du gerne vil vide mere om at synge i gospelkor. Der er ingen optagelsesprøve. Du møder bare op.

Del dette: