Vamdrup kirke er en ener

”Nej, hvor var det sjovt. Jeg kom måske til at synge lidt forkert et par steder. Men det var lige meget. Det var bare så sjovt at være med” udbrød en super glad forælder spontant, da alle forældre og konfirmander havde afsluttet et brag af en gospelgudstjeneste i Vamdrup kirke søndag d. 22. februar.

Alle kommende konfirmander og deres forældre var denne søndag inviteret til et fælles informationsmøde om den forestående konfirmation i starten af maj kombineret med et inspirerende og herligt gospelarrangement samme eftermiddag, der sluttede af med en flot gudstjeneste i en stuvende fuld kirke.

Med den erfaren og smilende korleder Maren Frost Nielsen, der også er organist i kirken og leder af Vamdrup kirkes Gospelkor, var de mere end 100 sangere i gode hænder både under prøverne og til koncerten.

”Nu prøver vi at kombinere både at bevæge os i takt til musikken, klappe og synge. Så skal i bare se” udbrød Maren. Mens både konfirmander og forældre koncentrerede gjorde alt, hvad de kunne for at finde deres indre gospelstjerner frem og leve sig ind i musikken.

”Det var en super fed oplevelse. Vamdrup Kirke er simpelthen en ener. Lægger sig virkelig i selen for at gøre noget for menigheden - og det spiller max. Som i dag til konfirmandgospel-gudstjenesten. Det var helt igennem gennemført. Nede på et plan, hvor alle kunne følge med. Tager så meget hatten af for Vamdrup Kirke og deres formidable præster Jens Henrik Kristiansen og Maria Dusgaard König og organisten Maren Frost Nielsen. Det fantastiske band i kirken var også med til at gøre vores konfirmandevent til en mega succes” skrev Lotte Bøgh Pasfall efterfølgende på Facebook.

”Ja, det var skønt, at så mange forældre også bakkede op om vores gospelarrangement i dag. Det var tydeligt, at en del faktisk ikke havde prøvet at synge i kor før og alligevel kom de. Det sætter vi virkelig pris på. Forældrene i Vamdrup er gode til at bakke op” sagde en glad Jens Henrik Kristiansen efter gospelgudstjenesten.

Vamdrup kirkes nye kirkesanger Marianne Ernst Dam gjorde også et flot indtryk som solist til gudstjenesten. Marianne fyldte kirken med de skønneste toner til gospelhits som ”Take the Schakles” med Mary Mary og ”Lord hold me now” med danske H.C. Jochimsen.

”Hvorfor er alle sangene egentlig på engelsk” spurgte en konfirmand under øvningen. Det gav Maren anledning til at fortælle lidt om gospelmusikkens oprindelse. Der var mange, der fik noget med hjem, og flere måske lidt mere, end de havde forventet. For denne dag var der rig lejlighed til at tanke op på glæde og fællesskabskontoen.

Af Dorthe Ulstrup, mor til Katrine i 8.C