Planer om fremtid og håb

Jens Fyhn, der er fra Vamdrup, har været udsendt til Israel siden sommeren 2013 og har arbejdet i socialt og diakonalt arbejde i Jerusalem.

Så er mit Israel-eventyr snart ved vejs ende, 10 måneder fyldt med en masse oplevelser. De sidste 10 måneder har været præget af ture rundt i landet, møder med befolkningen gennem arbejdet, nye bekendtskaber, undervisning i bibelen, personlig og åndelig udvikling, til tider hårde perioder, men heldigvis, en tid fyldt med en masse gode tider og minder!

Der er sket rigtig meget de sidste par måneder! Jeg har fejret påske i Jerusalem for første gang og været på ørkentur med volontør og elever fra Discipelskolen. Jeg har været på ture i ørkenen med både de unge volontører og senior volontørerne, jeg har været på Yad va Shem (Holocaustmuseum i Jerusalem) og malerarbejde - og så har vi været på afslutningstur med volontørerne nordpå i Galilea, hvor vi boede på Discipelskolen - og meget mere!! Der er sket så meget, at jeg knap nok kan huske alle detaljer.

Udover alle de gode oplevelser og dejlige mennesker jeg har mødt, har jeg også oplevet en mere personligt en udvikling i mit trosliv og mit forhold til Gud. Der har også været hårde og trælse tider, det kan ikke undgås, også selvom jeg er ude at rejse og jeg bliver bombarderet med oplevelser. Hvor meget jeg end gerne selv ville have kontrol over mit liv og min situation, må jeg bare erkende, at det kan jeg ikke altid! Jeg har fundet stor glæde og trøst i at lægge det hele over i Guds hænder og hvile i det! Jeg håber og ønsker, at jeg også fremover i livet kan have et personligt forhold til Jesus. Ikke dermed sagt at det bliver let, for det er ikke noget jeg ”lærer” fra den ene dag til den anden. Det er en livslang proces at søge, bygge og leve i et personligt forhold til Jesus!

Nu skal jeg meget snart hjem (rejser den 30. juni), hvilket jeg selvfølgelig glæder mig meget til! Noget nyt og spændende venter. 1. august flytter jeg til Århus og har lidt arbejde i sommerferien. Ellers ved jeg ikke endnu hvad fremtiden bringer. Men, det gør Gud, for som der står i Jeremias bog kapitel 29 vers 11 så har han en plan for os: ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb,”

TAK for forbøn! Det har været utrolig dejlig, at vide folk i Vamdrup har bedt for mig :-)

De venligste hilsner
Jens Fyhn